Montering/samling af køkkenbordplader



HUSK at læse hele vejledningen igennem FØR du begynder monteringen af bordpladerne.

Sådan gør du:
Før du montere dine køkkenbordplader, skal du sørge for at behandle dem på alle sider og kanter. Husk også at behandle udskæringer ved vask eller kogeplade. Du må dog ikke behandle pladerne på den flade hvor de skal støde sammen, da smalfugen dermed ikke kan fæstne.

Start med at lægge bordpladerne løst ovenpå køkkenelementerne for at kontrollere om pladernes mål og vinkel passer. Tag pladerne af igen og tilpas dem om nødvendigt.
HUSK at der i bredderetningen skal være 5 mm afstand mellem bordpladen og væg eller skab, da træ er et naturmateriale og derfor kan arbejde ved ændringer i temperatur og luftfugtighed.

Hvis køkkenelementerne er med top, skal der afmærkes hvor bordpladespændebeslagene skal være. Lav nu en udskæring i køkkenelementet, så bordpladerne kan spændes sammen med beslagene inde fra skabet. Husk også at afmærke til evt. kogesektion og vask og udskære hullet i køkkenelementet.

Hvis dine bordplader er med samling prøvesamles og justeres de, så bordpladernes kanter og overflade flugter. Skil pladerne igen og påfør smalfugen så den ved påføring dækker HELE fugefladen på begge pladekanter. Spænd nu pladerne sammen med bordpladespændebeslagene så samlingen bliver helt tæt. Vær hele tiden opmærksom på, at overkanten af de 2 plader skal flugte. Småjusteringer kan være nødvendige i forbindelse med monteringen. Overskydende smalfuge fjernes med det samme med en fugtig klud.

Bordpladerne skal fastgøres til køkkenelementerne med skruer og skiver i et 10 mm forboret hul i køkkenelementerne. I bredderetning skal bordpladen fastgøres i forkant, på midt og i bagkant for hver 30 cm. I længderetningen skal bordpladen fastgøres for hver 60 cm i for- og bagkant.

Hvis der ikke er top i køkkenelementerne, kan fastgøringen af bordpladen i midten, ske ved at bruge små vinkeljern som monteres på skabssiden. Spænd ikke skruerne for hårdt, da bordpladen skal have mulighed for at arbejde. Det er derfor også vigtigt at bore for og dermed muliggør bordpladens vandring.

Super flot køkken i massiv egetræ