Montering af sargkanter



HUSK at læse hele vejledningen igennem, FØR du begynder monteringen af bordplade og sargkanter.

Sådan gør du:
Hvis du har købt en sargkant til din nye massive træplade, skal denne monteres på pladen, FØR du behandler plade og sargkant med nogen former for træpleje. Dette skyldes, at hvis træet først er behandlet, kan limen ikke binde!

Start med at save dine sargkanter til i længde (både langsider og ender), så de passer til din bordplade. Lav en prøvesamling for at tjekke om det passer. Så forborer du med et 2,5mm bor gennem hullerne i sargkanten og op i din bordplade. På den måde undgår du, at træet flækker, når du senere monterer sargkanten med skruer. PAS PÅ, du ikke borer hele vejen gennem bordpladen når du forborer.

Påfør en almindelig hvid trælim på de flader, hvor bordplade og sargkant skal sættes sammen. Hele limefladen skal dækkes med lim – brug evt. en pensel til at smøre det på. Klem nu sargkanten fast på bordpladen, og fasthold  sargkanten på pladen med et par skruetvinger, så de 2 dele ikke skrider. Gennem de forborede huller skruer du nu sargkanten fast til pladen.
- Til en 27 mm bordpladen med en 27 mm sargkant skal du bruge 4x35 mm træskruer.
- Til en 40 mm bordpladen med en 40 mm sargkant skal du bruge 4x50 mm træskruer.

Eventuel overskydende lim tørres af med en fugtig klud. Det kan bagefter være nødvendigt at pudse kanten med lidt sandpapir for at fjerne eventuelle limrester og ujævnheder, hvor plade og sargkant er sat sammen.

Hvis pladen med sargkanten skal bruges som et fritstående bord - fx spisebord - skal du sørge for at montere revler/stivere under bordpladen (i bredderetningen), da bordpladen ellers kan slå sig og dermed blive krum.

Hvis pladen med sargkanten skal bruges som et køkkenbord og dermed lægges oven på en række skabsmoduler, skal bordpladen understøttes. Der skal lægges en ”udfyldningsliste” ovenpå hver skabsside, som bordpladen kan støtte på. En udfyldningsliste kan være et hvilken som helst stykke træ – det skal bare have samme tykkelse som sargkanten. Køkkenbordpladen med sargkant fastgøres til skabsmodulerne på samme måde som en normal køkkenbordsplade (se vejledningen for ”Montering/samling af køkkenbordplader”).

Stemningsbillede med trægrene